Parallelsproglige mål for Nordens internationaliserede universiteter

Project: Research project

Description

Der er konsensus om at nordiske universiteter skal være ’parallelsprogede’ for at sikre at øget internationalisering ikke fører til ’domænetab’, dvs. at de nordiske nationalsprog mister anvendelse inden for prestigeområder. Det er til gengæld uklart hvad parallelsproglighed kan være. Den hidtidige debat om parallelsproglighed er oftest blevet ført i adskilte fora. På den ene side har
sprog- og kulturpolitikerne haft som væsentligste hensigt at styrke nationalsprogene; på den anden side har universitetsledelser og undervisningspolitikere haft fokus på at intensivere engelsksproget
undervisning for at fremme internationalisering. Konsekvensen har været at universiteternes udvikling har været stort set upåvirket af sprogpolitikernes anbefalinger, som mange har følt utopiske og liggende fjernt fra realiteterne.

Netværket ’Parallelsproglige mål for Nordens Universiteter’ etableres med to formål. For det første vil netværket bringe de to grupper sammen. Ved at blive konfronteret med hinandens realiteter kan sprogpolitikerne blive mere konkrete i deres anbefalinger, og universitetslederne inddrage sprogvidenskabens anbefalinger i den fortsatte udvikling. For det andet vil en arbejdsgruppe under
netværket udfærdige en skriftserie som opsummerer den sprogvidenskabelige viden af relevans for parallelsproglighed og på baggrund af denne udformer egentlige anbefalinger og giver eksempler på bedste praksis.

Netværkets aktiviteter er: 5 møder over 2 år samt en afsluttende konference hvor resultaterne præsenteres for offentligheden. Den omtalte skriftserie vil handle dels om ’domænetabsspørgsmålet’, dels om ’pædagogiske konsekvenser af at undervise på engelsk’. På baggrund af disse gives en række realistiske anbefalinger som skal hjælpe til at beslutninger om den sproglige udvikling på
universiteterne træffes på informeret grundlag.
StatusFinished
Effective start/end date05/05/201131/12/2013

Research outputs

ID: 51235405